Solbyens historie fra 1946 til i dag.

Forord

Formålet med at skrive denne historie er dels min egen nysgerrighed om at vide hvad, der er gået forud i den bydel, som jeg selv bor i, dels, at der i flere sammenhænge på skrift er givet forkerte oplysninger om hvem, der tog initiativ til at bygge Solbyen og hvornår. Herudover er det mit håb, at såvel nuværende som kommende beboere vil have glæde af at kende (noget af) historien om Solbyen.

Selvom det er 56 år siden, de første beboere flyttede ind, og de fleste af husene har haft adskillige ejere siden, findes der fortsat enkelte huse, som bebos af førstegangskøberen.

Materialet til historien er hentet fra mange forskellige kilder. Arkitekt Vilhelm Bøgh, som har tegnet Solbyen, havde et forbilledligt arkivsystem, herunder en journalføring af de vigtigste hændelser under hele byggefasen. Dette materiale er for nylig overdraget Aalborg Stadsarkiv, som jeg har fået velvillig assistance fra, selvom materialet endnu ikke er registreret. Desværre har det ikke været muligt at finde materiale fra område 2 og 4 i Bøghs arkiv.

Fra samme Stadsarkiv har jeg fået adgang til Hasseris Sogneråds forhandlingsprotokoller fra 1946 til 1970, både fra sognerådet selv, fra Kasse- og Regnskabsudvalget og fra Bygningskommissionen. Tømrermester S. K. Sørensens arvinger har velvilligt stillet faderens scrapbog om byggeriet til min rådighed. Også arkitekt Vilhelm Bøghs scrapbog er velvilligt udlånt til mig af Ellen Bøgh. Landinspektørfirmaet Nellemann & Bjørnkjær har behjælpeligt fundet de gamle matrikelkort frem fra før udstykningen, og mange oplysninger er fundet frem ved opslag i tingbogen, og Teknisk Forvaltning har fundet tegninger og korrespondance frem fra byggesagen. Hvis oplysninger har manglet, har jeg i visse tilfælde gættet mig til en sammenhæng. Disse “antagelser” står naturligvis for min egen regning.

Endelig har den historisk interesserede Jørgen Laustsen, Thorvaldsensvej 2, været behjælpelig, ligesom Poul Egelund og Peter Laurberg, som bor eller har boet her fra starten, har leveret værdifuld viden, der ikke kan læses om noget sted. Herudover har afdelingsleder på Hasseris Bibliotek, Anne Dorte Bech, givet gode råd med hensyn til indsamling af oplysninger.

Denne artikel er skrevet af Solbyen 9’s tidligere beboer Svend Erik Hansen.

Skulle nogen ved gennemlæsning af Solbyens historie konstatere fejl, mangler eller behov for præciseringer, vil bestyrelsen meget gerne kontaktes.

Begyndelsen

Et konsortium bestående af ingeniør Knud Skærbæk Jensen, ingeniør Børge Djernæs Jacobsen og murermester O. Riis Sørensen fik den 13. marts 1946 tinglyst skøde på matrikel nr. 1ao og 1ap på tilsammen 11880 m². De har betalt 90.000 kr. for grunden eller ca. 7,50 kr. pr. m² Sælgeren var baronesse, enkefru Caroline von Schreck og kunstmaler Henry Ellermann, der to år tidligere havde arvet arealet efter Charles Giessing, der havde været ejer siden 1909.

Aalborg Stiftstidendes kort fra 1944 viser tydeligt, at Thorvaldsensvej ender i ingenting på daværende tidspunkt. Tre år senere opføres 40 rækkehuse her.

Formålet med købet har formentlig været et dobbelt sigte, nemlig dels at skaffe sig selv byggeopgaver, dels vel også at tjene en skilling ved satsningen. Konsortiet henvendte sig til arkitekt Vilhelm Bøgh, der lavede en beliggenhedsplan med 28 rækkehuse, alle med facade ud mod Thorvaldsensvejs forlængelse. Hertil 16 garager på 276 m², en varmecentral og en inspektørbolig:

Den første beliggenhedsplan for 28 huse og 16 garager i Solbyen, juni 1946.

Der blev naturligvis også tegnet et hus på ca. 130 m² foruden en lille kælder på 25 m², som er vist nedenfor i Vilhelm Bøghs perspektivtegning:

Denne hustype var arkitektens foretrukne, og Vilhelm Bøgh vendte delvis tilbage til den ved projekteringen af område 2 og der var kommet ny bygherre til.

Projektet blev indsendt til Hasseris Kommune og behandlet i Bygningskommissionen den 4. april 1946. Projektet forudsatte en dispensation fra Byplanlovens bestemmelser, og skulle derfor omkring Byplanudvalget. Bygningskommissionen enedes om også at spørge Sognerådet, idet det var det første byggeri af sin art i Hasseris, og der formentlig ikke var enighed, om man overhovedet skulle tillade rækkehuse.

Godt en måned senere, den 13. maj 1946 lå sagen på Sognerådets bord med følgende indstilling fra Byplanudvalget:

”Ansøgning fra ing. Skærbæk Jensen om dispensation fra Byplanlovens Bestemmelser m. h. t. opførelse af Rækkehuse paa Arealer for Enden af Thorvaldsensvej. Byplanudvalget anb. på Betingelse af, at der paalægges Servitutter om ensartet Hegn, Paabud mod Hønsehold, Skure og l. og at Husene tækkes med Tegl.

Af hensyn til den herskende Bolignød meddeles Dispensation paa Betingelse af at Byggeriet ikke sættes i gang før omtalte Servitutter er udformet af Byplanudvalget, hvortil Henvendelse herom må ske.”

Sognerådet godkendte projektet, men det blev aldrig realiseret.

Konsortiet og projektet udvides

Samtidig med at ingeniør Skærbæk Jensen og CO. og murermester O. Riis Sørensen arbejder med sit projekt , var et andet konsortium ved navn ASSAR bestående af købmand Martinus Sørensen, landsretssagfører Aage Larsen, direktør Jens Askgaard og installatør Niels Peter Ryø i gang med et lignende projekt ikke langt derfra. Martinus Sørensen havde opsnuset, at Cementfabrikken Norden var interesseret i at sælge et areal umiddelbart vest for Skærbæk Jensens areal, nemlig matrikel nr. 1pp og 1oo på 15.000 m².

Billedet er fra algang på Vesterbro i 1941. De fire herrer er fra venstre Brandinspektør Stampe, Lrs. Aage Larsen, Direktør Askgaard og Ingeniør Ryø. De tre sidstnævnte var alle medlemmer af konsortiet I/S Solbyen. Billedet er venligst udlånt fra Aalborg Stadsarkiv.

Det drøftes den 4. juli 1946 i Kasse- og Regnskabsudvalget, og højst sandsynligt ved medlemmerne, at Martinus Sørensen ønsker at købe arealet til byggeri, efter at Hasseris Kommune har byggemodnet det.

I de kommende måneder er der jævnlig kontakt mellem Kasse- og Regnskabsudvalget og dels Cementfabrikken Norden og dels Martinus Sørensen om de nærmere betingelser for de to handler. Martinus Sørensen er villig til at betale 6,00 kr. pr. m² mod, at Hasseris Kommune udfører vejanlæg og fornødne ledninger, og giver den fornødne dispensation fra bygningsreglementet.

Den 3. januar 1947 er der fællesmøde mellem Kasse- og Regnskabsudvalget, Boligudvalget, Teknisk Udvalg og Vejudvalget, hvor også Martinus Sørensen og Skærbæk Jensen deltager. Martinus Sørensen havde naturligvis hørt, at kommunen kun skulle betale 5,50 kr. pr. m², og han havde nok den holdning, at hvis der var nogen, der skulle tjene på en handel, så skulle det være ham.

Det lykkes ham da også at få sit eget bud reduceret til 5,50 kr. pr. m². Herefter indstiller Kasse- og Regnskabsudvalget til Sognerådet (som jo via de fire udvalg, der var til stede, formentlig var identisk med det samlede sogneråd), at Hasseris Kommune køber arealet til en pris af 5,50 kr. pr. m² med henblik på videresalg til Martinus Sørensen.

At det var en god handel for konsortiet understreges ved, at Skærbæk-Jensen og Co havde købt naboarealet for knap et år siden til 7,50 kr. pr. m².

Samtidigt med danner de to konsortier sammen et nyt selskab i form af et interessentskab, og benævner det I/S Solbyen. Interessentskabet køber Skærbæk Jensens grund for 93.800 kr., ligesom det skal stå for købet af de nye arealer af Hasseris Kommune. I/S Solbyen er klar med et projekt med 100 rækkehuse og 50 enkeltgarager og en grundstørrelse på min. 150 m² og med to hustyper på hver 110 m², som er det gældende tilladelige bruttoindhold, når der skal søges om statslån til lånefinansieringen. Konsortiet har været på studietur til København og Malmø for at studere rækkehusbyggeri og tilhørende butikstorve.

Martinus Sørensen ses på billedet ovenfor.

Den beliggenhedsplan, der sendes ind til Hasseris Kommune, indeholder tre butikker liggende omkring krydset Solbyen og nuværende Strøybergsvej og så således ud:

Den anden beliggenhedsplan fra det nye konsortium I/S Solbyen, januar 1947.

I/S Solbyen kalkulerede med følgende byggeudgifter pr hus:

Murerarbejdet Riis Sørensen      12.500 kr.
Tømrerarbejdet John Jensen        5.500 kr.
Snedkerarbejdet John Jensen       3.740 kr.
Blik og sanitet Lindholm og Ryø  2.300 kr.
El Lindholm og Ryø                         1.000 kr.
Centralvarme Lindolm og Ryø      3.000 kr.
Glarmesterarbejdet Edv. Larsen       216 kr.
Malerarbejdet Niels Sørensen       1.400 kr.
Stik m.v.                                                 344 kr.

I alt 30.000 kr.

og som det ses er indehaverne af I/S Solbyen rigt repræsenteret blandt håndværkerne.

Der blev også udarbejdet en købekontrakt. Man kunne købe et rækkehus i en bestemt blok, men ikke hvilket hus i rækken. Det bestemte bygherren eller sælgeren. Prisen er 38.300 kr. pr. 30. juni 1947 + evt. prisstigninger senere. Kontant udbetaling på 3.500 kr. Evt. restfinansiering klares ved sælgerpantebrev på 4% med lige store afdrag over 20 terminer eller 10 år.

Den 13. januar 1947 beslutter Sognerådet at sælge det omhandlede areal til Martinus Sørensen, og betingelserne er nøje ført til protokols:

Salg af matr. nr. 1oo og 1pp til konsortium repr. ved købmand Martinus Sørensen på følgende betingelser: 25% af købesummen straks, 25% af købesummen når første hus er bygget, 50 % når halvdelen af husene er bygget. Dog skal hele beløbet være betalt senest om 5 år, (eller 5. februar 1952, hvilket senere viste sig ikke at kunne indfries). Herudover at konsortiet skal afgive areal til en tværvej i retning mod Vandværksvej og en tværvej i retning mod Vester Vænge Alle. Samtidigt vedtages det at optage Thorvaldsensvej som offentlig vej.

Allerede på næste sognerådsmøde den 13. februar 1947 er Martinus Sørensen på igen. Det drejer sig om sidevejene under 10 m. bredde som skulle bekostes af konsortiet. Denne beslutning bliver nu ændret, så kommunen også skal anlægge disse sideveje, og senere opkræve udgiften hos de fremtidige ejere som et facadebidrag på 300 kr. årligt. Samtidig opnår Martinus Sørensen de nødvendige dispensationer fra Bygningsreglementet med hensyn til byggelinier, brandkamme, ydermure og fra Byplan- og Vejvedtægtens bestemmelser om vejbredde.

Bygningskommissionen skal dog høres.

I samme forbindelse spørges Hasseris Grundejerforening, om de har noget at indvende mod de ansøgte dispensationer. Svaret fra Hasseris Grundejerforening kom to måneder senere den 9. april 1947. Om det var fordi svaret blev givet på den historiske dag, eller der var en generel uvilje mod rækkehuse, er ikke til at sige, men svaret fra Grundejerforeningen lød:

Paa et Møde i Grundejerforeningens Bestyrelse blev nærværende Sag behandlet med det Udfald, at 3 Medlemmer ikke ønskede at anbefale, 2 anbefalede og 2 undlod at stemme for at Andragendet imødekommes.

Hasseris Villakvarters Grundejerforening, den 9. April 1947.

Nå, men det gik jo endda.

Efter krigen var der stor vareknaphed, hvilket først og fremmest skyldtes en meget lille valutareserve og stort underskud på betalingsbalancen. Staten skulle give en materialebevilling, men staten gav også statstilskud for at fremme byggeriet.

I/S Solbyen ansøger om statstilskud til 40 huse, foreløbig som en første etape af projektet, men der er problemer med dispensationerne. Kommuneingeniøren er betænkelig ved, at blokkenes endegavle ligger så tæt på den gennemgående vej. Derfor beslutter Bygningskommissionen at afslå dispensationsønsket til afstanden til vej i sit møde den 24. februar 1947.

Dette var lidt af en katastrofe, fordi hele første etape på 40 huse så simpelt hen ikke kunne være på grunden.

Kommuneingeniøren og Bygningskommissionen blev dog hurtigt bragt ud af vildfarelsen. Sagen blev allerede behandlet på ny den 3. marts 1947 – en god uges tid senere – i Bygningskommissionen, hvor der blev enighed om at anbefale dispensation mod at gavlene afvalmes mest muligt. Det er naturligvis ikke muligt at læse sig til hvad der er sket på den 1½ uge, der var imellem Bygningskommissionens to møder. Men man har da lov at tænke sig til det. Senere viste det med de afvalmede gavle sig også at være et problem, idet arkitekten, der skulle godkende byggeriet med hensyn til statslån, ikke kunne gå ind for de afvalmede gavle. Ak ja.

Den 1. maj 1947 modtager I/S Solbyen statens godkendelse af statslån til de første 40 huse. Anskaffelsesprisen incl. grund er på 36.000 kr., og der bevilges statslån på 12.700 kr. pr. hus til 3,2%, hvoraf 2,2% af restgælden er rente.

Herefter foretages 1. spadestik til etape et på 40 huse den 5. juni 1947. I denne forbindelse blev der afholdt en højtidelighed på Skalborg Kro. Samtidigt blev arkitekthonoraret aftalt til 200 kr. pr. hus.

Organiseringen tog Martinus Sørensen sig af. Konsortiets medlemmer havde at møde på byggepladsen hver morgen kl. 8 præcis, hvor så opståede problemer kunne ryddes af vejen i en fart. I det hele taget satte Martinus Sørensen sig i den grad på projektet. At de øvrige konsortiedeltagere fandt sig i det, skyldtes først og fremmest, at Martinus Sørensen havde et rigtigt godt forhold til landsretssagfører Stoustrup, der var medlem af sognerådet og senere også blev sognerådsformand, oplyser ingeniør Børge Djernæs (Jacobsen). Dette gode forhold udnyttede Martinus Sørensen til at få de mange dispensationer igennem, som et rækkehusbyggei på denne tid og på dette sted krævede

Allerede den 22. august 1947 er der rejsegilde på den første blok. Men der var også mange håndværkere på opgaven. I Stadsarkivet er dette billede fundet og viser formentlig det samlede håndværkersjak på det tidspunkt:

Billedet er fra omkring 1947 og er venligst udlånt fra Aalborg Stadsarkiv.

De næste billeder er fra Aalborg Stiftstidende den 20 marts 1948, og er taget i forbindelse med salgsfremstødet og ”åbent hus” arrangement.

Billederne er venligt udlånt fra Aalborg Stadsarkiv. Det første billede viser blok et og to set fra nord mod syd. Det andet billede viser blok fem med blok tre og fire i baggrunden.

Vi er nu tilbage i december måned 1947. Konsortiet eller I/S Solbyen får lov af Sognerådet til at kalde området for Solbyen. Samtidigt gives der tilladelse til at opføre de sidste 60 rækkehuse jævnfør den allerede godkendte beliggenhedsplan. De to hustyper fra etape 1 skal videreføres, men i stedet for tre butikker i krydset Solbyen/nuværende Strøybergsvej, ønsker man nu at indrette hele fem butikker, og simpelt hen indrette en butiksblok, med forretning forneden og en lille toværelsers lejlighed ovenpå. Nedenfor kan man se hvilke butikstyper konsortiet forestillede sig, og som Sognerådet tilsluttede sig mod at Sognerådet blev medbestemmende for hvilke forretningstyper, der blev etableret.

Når den sidste forretning var rykket frem skyldes det, at der var tale om et bageri, og for at få plads til dette i baghaven, var man nødt til at rykke selve forretningen frem mod vejen, som på dette tidspunkt hed Gyvelvej, men som senere omdøbes til Strøybergsvej, da der laves et gennembrud fra Svalegårdsvej til den oprindelige Strøybergsvej.

Man må sige, at det er lykkedes ganske godt for arkitekten at passe hele fem forretninger ind i området uden at helhedspræget er ødelagt.

I påsken 1948 er det helt store salgsfremstød planlagt, og der annonceres i alle tre aviser, nemlig Aalborg Amtstidende, Ny Tid og Aalborg Stiftstidende. Et hus prøvemøbleres af Ulf Bolighus og Worning lægger tapet til. En annonce blev indrykket den 21. marts 1948 og senere gentaget den 24. marts.

Med annoncen fulgte også en omtale i avisen, som formentlig er skrevet af nogen fra I/S Solbyen, måske arkitekten, men den fik ikke for lidt.

Ny Tid skriver i en omtale i forbindelse med åbent hus arrangementet, at 10 huse er færdige, 40 huse under opførelse, og der er indsendt andragende om 60 huse yderligere. En lille by for sig, idet en særlig blok skal indeholde butikker + garagekompleks, som kan tage bilerne fra alle husene. 20 huse er allerede solgt (måske er det lidt overdrevet for i Vilh. Bøghs journal er det noteret som 20 forespørgsler), og 3 er taget i brug. Husene er på 110 m2, så man vil forstå, at det drejer sig om ualmindelig rummelige boliger. På 1. sal findes der et meget stort soveværelse, et pigeværelse og et børneværelse samt bad, og på gangen et stort indbygget pulterum. Husene er opført med statslån, og lånet afdrages og forrentes med 3,2%. Husene er fritaget for skat til stat og kommune i 22 år. Demonstrationshuset er tilgængeligt fra i dag, og det vil være et godt mål for en spadseretur i påskedagene.

Arkitekt Vilhelm Bøgh.
Privatfoto venligst udlånt af Ellen Bøgh

I arkitekt Vilhelm Bøghs arkiver kan man læse, at der var 20.000 besøgende. Dette lyder imidlertid noget overdrevet. Ingen af aviserne skriver mere om fremvisningen, og det ville man jo nok have gjort, hvis mere end hver fjerde borger i daværende Aalborg og Hasseris kommuner var mødt frem.

Allerede to måneder efter åbent hus arrangementet opgiver konsortiet at indrette den sidste blok med butikker. I et brev dateret 20. maj 1948 meddeler arkitekt Bøgh på I/S Solbyens vegne til Hasseris Sogneråd, at man opgiver blok med butikker mod Gyvelvej (senere Strøybergsvej). Den samme besked får Indenrigsministeriet.

Årsagen er tilsyneladende, at I/S Solbyen har ansøgt om tilladelse til overføre statslånet til butiksblokken til næste byggefase på 60 rækkehuse. Da denne anmodning ikke er imødekommet i ministeriet den 20. maj 1948, er man af hensyn til at byggeriet ikke skal gå i stå, nødt til at opgive butikkerne, og gå tilbage til den oprindelige plan med en boligblok som de syv andre. Ministeriets langmodighed skyldes formentlig, at et afslag på materialebevilling til de næste 60 huse var på vej. Det kom så den 23. august 1948.

Men hvordan gik salget?

Vi kan af ovenstående se, at man var klar til at gå i gang med den sidste blok i etape 1 i august måned 1948. Så må man formode, at rigtigt mange af rækkehusene var færdige til indflytning allerede nu. Ser man i tingbogen, er de første fire blokke – eller Solbyen 1 til 20 – indført i tingbogen så sent som i oktober 1949. Det betyder naturligvis ikke, at de først er solgt på dette tidspunkt. Man har tilsyneladende båret sig rationelt ad i tinglysningen, og tinglyst alle 20 huse på en gang. For de sidste 20 huses vedkommende bliver ejerne først indført i tingbogen i midten af 1951, men her kan de jo godt have ligget længe efter salg og indflytning?

Solbyen 1- 20, en af de færdige otte blokke, som i dag udgør område 1. Billedet er venligst udlånt af Stinne og Martinus Sørensens fond.

At salget ikke er gået så godt som forventet, får man et indtryk af ved at læse i arkitekt Bøghs arkiver. Arkitekt Bøgh og en assisterende arkitekt Niels Sørensen var nemlig den 9. juni 1948 stillet et ekstra honorar i udsigt, hvis husene blev solgt hurtigt. Medarkitekt Niels Sørensen synes åbenbart, det trækker ud med det ekstra honorar, og spørger Vilhelm Bøgh, hvor pengene bliver af. Vilhelm Bøgh svarer den 10. januar 1951, at dette honorar ikke var kommet til udbetaling, fordi salget gik dårligt, og de sidste huse stod tomme længe.

Nye bygherrer

Situationen var nu, at første etape af Solbyen var bygget og solgt, men salget var ikke gået så glat, som bygherrerne havde forventet. Hvad værre var, at anden etape på 60 huse var sat i stå på grund af materialesituationen. Konsortiet ejede en grund på ca. 14.500 m², som de havde erhvervet af Hasseris Kommune for ca. 80.000 kr., hvoraf 25% var betalt ved handelens indgåelse, og resten skulle betales i takt med at de 60 nye rækkehuse blev solgt. Dog var handelen indgået således, at restbeløbet skulle betales senest fem år efter salget eller helt præcis den 1. juni 1952, og denne dato nærmer sig med raske skridt, og der er hverken bygget eller solgt et eneste hus på grunden.

Samarbejdsvanskeligheder i konsortiet, vanskeligheder med at sælge, materialesituationen og de kuldkastede planer om 60 rækkehuse i fase 2 gjorde, at konsortiet opløstes, oplyser ingeniør Børge Djernæs. De sidste seks ikke solgte huse blev delt mellem konsortiets medlemmer med et til hver. Børge Djernæs fik nr. 40, som han solgte kort tid efter til 40.500 kr. Kun murermester O. Riis Sørensen ønskede at fortsætte og får tømrermester S. K. Sørensen og blikkenslagermester Peter Thorup med i konsortiet.

Kort før gælden til Hasseris Kommune udløber, henvender landsretssagfører Michelsen sig på konsortiets vegne til Hasseris Kommune og spørger, om man vil være indstillet på at lade restbeløbet på ca. 60.000 kr. overtage af S. K. Sørensen mod at der afdrages med 2.000 kr. pr. hus der bygges, dog minimum 10.000 kr. pr. år. Det tygges der på i Sognerådet, og de uformelle kontakter går i gang. Man kan gætte på, at sognerødderne gerne så, at det var en anden af håndværksmestrene, der skulle overtage gældsposten, for allerede tre uger senere spørger samme landsretssagfører nu, om sognerådet vil være indforstået med, at det bliver murermester Riis Sørensen, der overtager Solbygrunden i stedet for S. K. Sørensen, evt. med denne som kautionist. Samtidigt indstilles til godkendelse, at grunden stykkevis afhændes af Riis Sørensen til S. K. Sørensen til en salgssum godkendt af Boligministeriet med henblik på senere kommunegaranteret statslån. Denne indstilling godkendes af Sognerådet, dog uden at forhåndsgodkende det kommunegaranterede statslån.

Hermed var kursen sat til den videre udbygning af Solbyen, om end det skulle ske i små etaper, som man kunne overse både økonomisk og salgsmæssigt.

Område 2

Allerede i maj måned 1951 behandler og godkender Bygningskommissionen en ansøgning fra konsortiet om at måtte opføre fem rækkehuse . Ansøgningen indeholdt denne beliggenhedsplan:

Beliggenhedsplanen viser Vester Vænge Alle. Som det er vist på den samlede beliggenhedsplan foran, var Vester Vænge Alle tænkt ført videre mod Thorvaldsensvejs forlængelse.

Som det fremgår, er sidste hus nr. 49 rykket frem for at undgå at bygge boliger ovenpå den underjordiske tunnel fra kridtgraven. Men garager var det tilladt at bygge.

Imidlertid blev den godkendte ansøgning ikke brugt, formentlig på grund af materialemangel.

Arkitekt Vilhelm Bøgh ansøger nu den 17. april 1952 på vegne af S. K. Sørensen om tilladelse til at opføre fem rækkehuse. Nu er den oprindelige placering med et enkelt hus rykket frem, ændret, og alle er rykket frem af hensyn til byggelinien og den underjordiske tunnel. Derfor de beskedne forhaver i område 2.

Den 1. maj 1952 får S. K. Sørensen skøde på de fem parceller på ca. 235 m² hver, men inden da er byggeriet i gang.

Billedet er fra S. K. Sørensens scrapbog og viser starten på område 2, hvor den først mødte håndværker skuer efter kollegaerne, så de kan komme i gang med de fem nye rækkehuse.

Første hus blev rejst den 4. juli 1952, men rejsegilde blev først afholdt den 5. august 1952 kl. 16, med omtale i Aalborg Stiftstidende samme dag.

Aalborg Stiftstidendes omtale af rejsegildet for de fem nye Solby-huse, kopieret fra S. K. Sørensens scrapbog.

Heldigvis var det første hus allerede under tag, for det regnede det meste af dagen.

Ifølge S. K. Sørensens scrapbog blev der til svende og lærlinge uddelt en pose med 10 kr., og der blev serveret øl, cigarer og cigaretter. Endvidere sendte Teglværkerne en kasse øl til arrangementet. Solbyhusene var jo også flittig brugere af Teglværkernes produkter, med tegl på såvel tage som vægge.

Efter at S. K. Sørensen havde budt velkommen, udtalte arkitekt Vilhelm Bøgh sin glæde over byggeriet, og sagde ved samme lejlighed, at han ikke var så glad det første Solby-byggeri.

Læser man videre i scrapbogen kan man se, at murerne var stærkt forsinkede med pudsearbejdet indvendigt. Det gav problemer med at nå at få husene tilstrækkeligt udtørret inden gulve, indvendige døre og inventar skulle monteres. Mandag den 3. november 1952 blev der leveret 5 hl. koks pr. hus til udtørring.

Billedet er taget den 27. oktober 1952, hvor man forsøger at få fugten ud efter endt indvendigt pudsearbejde, men måtte senere have hjælp at husenes fyr.

Aalborg Stiftstidende har den 22. november 1952 en kort omtale af, at de fem rækkehuse nu næsten var færdige og ville være klar til indflytning den 15. december 1952. Prisen var sat til 59.000 kr. med 11.000 kr. i udbetaling. I omtalen oplyses endvidere, at konsortiet yderligere har planer om at bygge 45 rækkehuse i Solbyen, så det samlede antal kommer op på 90.

Fremrykningen af alle fem huse, af hensyn til den underjordiske tunnel, gav i øvrigt det resultat, at byggeriet ikke overholdt afstandskravene til vejen, men husene var jo bygget. Derfor må arkitekt Vilhelm Bøgh den 17. januar 1953 af sted med en dispensationsansøgning, idet det er konstateret, at det østligste hus er 55 cm for tæt på vejen og det vestligste hus er 10 cm for tæt på vejen. Hasseris Kommune imødekommer dog anmodningen.

Ser man på tingbogsoplysningerne, blev nr. 43 og 45 solgt straks efter færdiggørelsen, medens de første ejere af nr. 41, 47 og 49 først blev tinglyst et år senere.

Den 31. januar 1953 udstedes der en deklaration for de fem huse underskrevet af S. K. Sørensen og de to beboere i nr. 43 og 45.

Område 3

I juni måned 1952 får arkitekt Vilhelm Bøgh ordre på at tegne otte nye huse i Solbyen – umiddelbart vest for de sydlige garager (49A). Bygherren er tømrermester S. K. Sørensen og murermester O. Riis Sørensen. De to håndværksmestre godkender arkitektens skitser og håndværkerkredsen aftales mellem arkitekt og bygherrer. I oktober samme år er projektet tegnet færdig og forelægges Bygningskommissionen.

Det viser sig, at der er problemer med statslånet, idet håndværkerudgifterne efter Boligministeriets skøn er for høje. Bygherrerne er indkaldt til projektets juridiske rådgiver landsretssagfører Michelsen, og murermester O. Riis Sørensen får besked om at komme med en billigere pris.

Sognerådet siger god for projektet i sit møde den 10. november 1952, men ansøgningen skal omkring Byplanudvalget.

Byplanudvalget slår sig i tøjret. Det er nemlig tanken, at de otte huse skal placeres i forlængelse af område 2 på samme side af Thorvaldsensvejs forlængelse. Denne beliggenhed kritiseres af Byplanudvalget. Udvalget ønsker i stedet husene placeret på den anden side af Thorvaldsensvejs forlængelse overfor område 2, eller på den nuværende legeplads, af hensyn til kommunens udgifter til kostbar vejarbejde, kloak, gas, vand og elektricitet. Udvalget gjorde det klart overfor arkitekten, der var indkaldt til mødet, at såfremt ikke meget vægtige grunde talte for en placering syd for vejen, ville man gå imod.

At dette er en alvorlig sag ses af, at Vilhelm Bøgh straks ringer til landsretssagfører Michelsen, som indkalder bygherrerne til møde dagen efter.

Her forsøger landsretssagføreren at udnytte sit netværk ved at ringe til landsretssagfører Stoustrup, der i parentes bemærket samtidig var medlem af sognerådet og medlem af kasse- og regnskabsudvalget, men selv ikke dette forsøg førte til nogen løsning.

Den 8. december 1952 behandler sognerådet en ansøgning om statslån til de otte huse, men sognerådet udsætter beslutningen, idet man nu ønsker en anden beliggenhed. I sit næste møde vælger sognerådet dog at anbefale statslånene, men samtidig vedtages det at tage forbehold med hensyn til anlæg af vej, kloak, lys og gas.

Hvad der herefter skete, kan ikke umiddelbart læses i arkiverne, men bygherren fik sin ønskede placering igennem. Det nye projekt godkendes i sognerådet den 9. februar 1953.

Den kommitterede i byplansager (Boligministeriet) er imidlertid ikke tilfreds med grundstørrelsen i det nye projekt. Han ser gerne at grundene bliver på ca. 300 m², og spørger, om ikke det er muligt at købe dele af de tilgrænsende arealer til.

Arkitekten oplyser Boligministeriet om, at arealet syd for grunden ejes af Hasseris Kommune, og at der formentlig skal bygges parcelhuse eller tre-etagers blokke der, men at der endnu ikke er truffet endelig beslutning. Det oplyses endvidere, at kommuneingeniøren havde givet udtryk for, at kommunen formentlig ikke vil være uvillig til at afhænde et areal til projektet.

Allerede den 9. marts 1953 godkender Sognerådet salget af 700 m² til formålet.

Imidlertid er økonomien endnu ikke faldet på plads. Murermester O. Riis Sørensen, som er en af bygherrerne, bliver skiftet ud med murermester Hornstrup, som åbenbart kan gøre det lidt billigere. Samtidig trækker O. Riis Sørensen sig som bygherre og ejer af grundene, der overtages af blikkenslagermester Peter Thorup, der overtage grundene på samme betingelser i forhold til Hasseris Kommune, som Riis Sørensen havde.

Sommeren 1953 går med at indhente tilbud fra håndværkere og få de indgivne bud tilpasset økonomien. Der er stadig problemer med murerentreprisen, men på plads kommer det, og den 28. oktober 1953 bekræftes nedenstående tilbud over for håndværkerne, der samtidig anmodes om at bekræfte deres bud.

Hvert rækkehus skulle herefter kunne opføres for 47.684,00 kr. i dagens prisniveau, der ville blive pristalsreguleret. Fordelt på de enkelte entrepriser, så det således ud:

Murerarbejdet               16.150,00 kr.
Tømrerarbejdet               8.699,30 kr.
Snedkerarbejdet             7.231,50 kr.
Blik og sanitet                 4.156,50 kr.
Centralvarme                  6.488,50 kr.
Hovedledning                     375,00 kr.
Gas og vandstik                   56,20 kr.
El-stik                                 200,00 kr.
Glarmester                          751,00 kr.
Smedearbejdet                  396,00 kr.
Malerarbejdet                 1.705,00 kr.
I alt 47.684,00 kr.

Følgende håndværkere var tilknyttet projektet: murerarbejdet O. P. Hornstrup, tømrer- og snedkerarbejdet S. K. Sørensen, glarmesterarbejdet Frode Thornsohn, smedearbejdet A. Bobach, blikkenslager, sanitet og centralvarme Peter Thorup, elektrisk installation Agnes Michelsen, malerarbejdet Marius D. Christensen.

Afsatte grunde i område 3 med område 2 og 1 i baggrunden. Billedet er taget af S. K. Sørensen den 5. november 1953.

Grundene og husene sættes af den 30. oktober 1953, men arbejdet måtte afbrydes på grund af regn. Den efterfølgende udgravning påbegyndes den 26. november 1953. Et halvt år senere er det første hus solgt, selvom husene slet ikke var færdige.

Der er ikke meget at læse om selve byggefasen, bortset fra at murerarbejdet var midlertidigt standset i august måned 1954 på grund af mangel på arbejdskraft, men ellers er det utætte kviste og manglende lydisolering mellem husene der fylder i arkitektens arkivalier.

Vilh. Bøgh gør den 23. februar 1955 status over byggeriet: hus nr. 55 solgt, nr. 57 mangler efterpuds ved indv. trappe, gasbordplade, køkkenbordslineoleum, lakering og montering.

Nr. 59 og 61 som 57, nr. 63 som 57 samt opstilling af kælderdøre og lægning af slidlag i kælder, nr. 65 opstilling af køkkeninventar og trappe til 1. sal, lægning af slidlag i kælderen, nr. 67 færdig med gulvlægning og delvis færdig med installering af vand, nr. 69 færdig med installering af varme og delvis færdig medinstallering af vand, påbegyndt udlægning af gulvstrøer, nr. 71 delvis færdig med gulvlægningen, vandinstallation færdig, nr. 73 pudsearbejdet færdig og varmeinstallationen færdig i dag, nr 75 og 77 tagstenene hugget sammen.

Der er i øjeblikket beskæftiget på pladsen 1 tømrer, 1 snedker, 2 rørlæggere og 1 blikkenslager.

Kvistene ud mod baghaven var i flere tilfælde utætte ved overgangen mellem zink og tegl, hvilket gav såvel arkitekt som håndværkere store problemer. Efter utallige klager over de utætte kviste og utallige forsøg på at tætne dem fra håndværkernes side, kommer der skred i sagen, da der sker henvendelse til Boligministeriet, der reagerer ved at meddele, at de agter at modregne i statslånet, indtil de påpegede mangler er afhjulpet. Så må man krybe til korset og hente hjælp udefra, og firmaer med ekspertise inden for utætte kviste og lydisolering bliver koblet på.

Brev fra Boligministeriet, der godkender projektet til en samlet udgift på 494.586 kr. for de første otte huse eller 61.823 kr. pr. hus: grundudgift 22.400 kr., håndværkerudgifter på 384.000 kr. og omkostninger på 88.186 kr. Grunden var sat 7.087 kr. højere, men det kunne ministeriet ikke godkende.

Statslånet bliver herefter på 30.500 kr., 1. prioritet 18.000 kr. og 2. prioritet på 4.000 kr.

Billedet er fra rejsegildet den 15. maj 1954 i område 3 og er hentet fra S. K. Sørensens scrapbog. Dog er mureren yderst til højre indsat fra et andet billede. I midten af billedet i øverste række ses tømrer Jens (fra Stae) Christensen, og længere til højre i habit, tømrermester S. K. Sørensen.

Den 16. maj 1955 skriver S. K. Sørensen i sin scrapbog “at de 12 huse er færdige, men handlen er ikke overvældende stor”

Solbyen 55 – 77 set fra sydsiden, fotograferet af tømrermester S. K. Sørensen den 22. februar 1955.

I slutningen af august 1956 kan man læse andetsteds, at otte huse er solgt til priser mellem 65.000 og 66.466 kr. pr. styk. Den 22. oktober 1956 giver Bygningskommissionen færdigattest på de sidste to huse, nr. 108 og 110 i område 3.

Område 4

Midt i travlheden med at opføre 14 rækkehuse i område 3, er det nu tid til at planlægge og påbegynde område 4. Arkitekten er fortsat Vilhelm Bøgh, og han sender den 14. juli 1954 en ansøgning til Hasseris Kommune om at måtte opføre 14 yderligere rækkehuse nord for Thorvaldsensvejs forlængelse. 10 af disse er planlagt beliggende der hvor rækken 84 – 102 nu ligger, men se hvor de sidste fire skal ligge:

Som det fremgår af den medsendte beliggenhedsplan, skal de sidste fire ligge på den nuværende legeplads lige overfor garagerækken 49A. Denne beliggenhed godkendes i Bygningskommissionen den 11. august 1954.

Hvad sker der så nu? I Hasseris Kommunes arkiver finder vi ikke svaret på, hvorfor de fire rækkehuse på legepladsen ikke bliver realiseret, og Vilhelm Bøghs arkiver for område 4 er ikke fundet, men den 13. september samme år spørger landsretssagfører Michelsen, på bygherrernes vegne, om Hasseris Kommune vil sælge 600 m² af den nordligste del af Hundeklemmen, for at kunne ”opnå en smukkere bebyggelsesform for enden af vejen gennem Solbyen”. Herved blev der plads til to rækkehuse yderligere ved siden af nr. 104 og 106, som opføres i område 3. Det indvilger Hasseris Kommune i.

Så sker der noget igen, idet Hasseris Kommune den 3. december 1954 får en ny henvendelse fra arkitekt Vilhelm Bøgh, der skriver: ” I henhold til andragende af 14.07.54 med svar af 11.09.54 løbe nr. 2626 tillader undertegnede sig hermed at fremsende ændret beliggenhedsplan, idet det høfligst anmodes om godkendelse herpå. Ændringen af planen adskiller sig fra den godkendte ved at de fire rækkehuse, som var placeret længst mod øst nord for Thorvaldsensvejs forlængelse og vinkelret på denne, opdeles i to blokke, hvoraf den ene flyttes hen forenden af Thorvaldsensvejs forlængelse i forbindelse med de under opførelse værende huse af afd. IV (område 3), medens den anden blok ønskes placeret ved Vester Vænge Alles forlængelse. De resterende 10 huse nord for Thorvaldsensvejs forlængelse forbliver uforandret.”

Det har ikke været muligt at finde brevet fra den 11. september 1954, som der refereres til, men nu er område 4 på plads med den beliggenhed vi kender i dag, nemlig husrækken 84 – 102, 51 og 53 og 108 og 110. I brevet søges om at nr. 108 og 110 får samme indretning som 104 og 106, og på denne måde adskiller sig fra resten af område 4.

Billedet er taget af tømrermester S. K. Sørensen den 22. februar 1955. Som en del af område 4 på i alt 14 huse, bygges nr. 108 og 110, men i samme stil som nr. 104 og 106 ved siden af og de øvrige huse i område 3.

Det korrigerede projekt godkendes af Hasseris Sogneråd den 13. december 1954 og i Bygningskommissionen den 3. februar 1955. Samme Bygningskommission giver den 30. august 1955 byggetilladelse til otte rækkehuse, nemlig rækken 84 –94 og 51 og 53, men forinden må byggetilladelse være givet til de øvrige seks rækkehuse.

I S. K. Sørensens scrapbog kan man den 16. maj 1955 læse, at “2 stk. af de første 14 er ved at blive forskallet, 2 stk. af det nye hold på 14 er ved at blive rejst, vi har byggelån til 4 stk. huse af de sidste 14 stk. der er statslån til.”

Den 22. oktober 1956 færdigattesteres nr. 108 og 110, og den 1. november søges om tilladelse til at bruge jernbetondæk i stedet for baumadæk og træadskillelse over kælder og stueetage i 14 rækkehuse.

Den 4. januar 1957 færdigattesteres nr. 96 – 102, og den 8. april 1957 sælges nr. 100 medens 96 og 98 først sælges 10 måneder senere i februar 1958.

Det gik tilsyneladende hurtigere med at sælge de sidste otte huse, idet disse færdigattesteres den 12. september 1958, men fem af disse var da allerede solgt flere måneder forinden.

Byggeregnskab for de sidste otte huse ser således ud, opgjort til Boligministeriet: Grundudgift 19.103,10 kr., håndværkerudgifter 438.360,89 kr., honorarer 107.621,72 kr. i alt 565.085,71 kr. eller 70.635,71 kr. pr. hus. Regningerne er udstedt ultimo 1958. Bygherre er S. K. Sørensen.

Område 5 !

Hvad så nu? Der er fortsat godt 5000 m² tilbage af det jordstykke på ca. 15.000 m², som Martinus Sørensen købte af Hasseris Kommune tilbage i 1947. Der er ingen tvivl om, at der har været planer om en fortsættelse, og et område 5 er under planlægning på den nuværende legeplads. I Vilhelm Bøghs arkiver finder vi imidlertid en slags afslutning for hans vedkommende, idet han sender et brev til landsretssagfører Michelsen den 23. september 1958 med ordlyden: ”at da nu grunden er afhændet til anden side, må det påtænkte byggeprojekt på den resterende grund vel være at betragte som opgivet.”

I landinspektørfirmaet Nellemanns arkiver finder vi imidlertid en beliggenhedsplan, der er dateret i juni 1959 med otte parceller og et vinkelhus på hver. Det fremgår ikke hvem der har bestilt dette arbejde hos landinspektørfirmaet, men regningen for landinspektørens ulejlighed sendes til landsretssagfører Michelsen, der jo var konsortiets advokat. Imidlertid tyder meget på, at der var tale om både en ny arkitekt og en helt anden hustype. Denne skitse til en beliggenhedsplan er vist nedenfor.

Men hvad er årsagen til at man ikke fuldfører den oprindelige plan om i alt 90 rækkehuse i Solbyen. Køberne havde jo ikke ligefrem stået i kø for at købe rækkehusene i takt med at de blev færdige. Nogle stod tomme i et år eller mere. Man var på dette tidspunkt tilsyneladende mere interesseret i at leje sin bolig. Samtidigt var bygherren i gang med lejlighedsbyggeri i bl. a. Skipperen, som måske var økonomisk mere attraktivt. Ihvertfald stoppede udbygningen af Solbyen med område 4.

Legepladsen

Legepladsen fortjener sin egen lille historie, dels fordi der gennem tiderne er tænkt mange tanker om dette stykke jord, dels fordi det var legepladsen, der især mobiliserede et stærkt sammenhold i Solbyen.

Dette sammenhold manifesterer sig ved flere lejligheder. Således kan man læse om store protester – blandt andet i dagspressen – fra Solbyens beboere, da planerne om sølvburenes anden fløj kom frem, idet man mente de lå alt for tæt på den sydlige del af blokkene i område 1.

Ligeledes stod man sammen, da et konsortium bestående af byggefirmaet Langeland og Thorkild Kristensen i 1987 havde opkøbt garager mellem Solbyen og Bundgårdsvej med henblik på nedrivning og opførelse af fire nye rækkehuse.

Lynhurtigt blev der dannet en initiativgruppe, som sammen med Hasseris Boligselskab lagde pres på Aalborg Kommune. Der blev således indkaldt til beboermøde, hvor initiativgruppen fik mandat til at få Aalborg Kommune til at stoppe projektet.

Initiativgruppen holdt allerede den 16. marts 1987 møde med Teknisk Forvaltning, og konklusionen på mødet blev: 1) Aalborg Kommune var indstillet på ikke at lade Thorkild Kristensens ansøgning om dispensation til at måtte bygge boliger på garagegrundene Bundgårdsvej/Solbyen nyde fremme. 2) Aalborg Kommune var indstillet på om nødvendigt at udstede et byggeforbud (§17 forbud) og udarbejde en bevarende lokalplan for området. 3) Skulle dette medføre erstatningskrav kunne det blive nødvendigt at beboerne, f. eks. gennem ejerlavet og boligforeningen, overtager garageanlægget.

En stor sejr for sammenholdet. Men sagen havde også dokumenteret behovet for en fælles interesseorganisation, der kunne modstå eventuelt kommende attentater.

Dette blev der også hårdt brug for – kun 2½ år senere kom det næste attentatforsøg.

Men inden da skal vi lige lidt tilbage i tiden, og se på hvad der oprindeligt var tanken med arealet.

Ser man på beliggenhedsplan nr. 2 foran kan man se, at der er afsat et meget lille grønt område mellem garagerne og det nuværende område fire. Det var der blevet plads til i den samlede plan på de 60 rækkehuse, som var planlagt bygget umiddelbart efter de første 40 huse.

Beliggenhedsplanen var godkendt af Hasseris Sogneråd uden indvendinger, hvad legeplads eller rekreative områder angår.

Byggeriet af de 60 huse efter samme skabelon som de første huse, blev som sagt aldrig gennemført, idet der på dette tidspunkt ikke kunne gives de nødvendige materialebevillinger. I stedet blev området bebygget i små etaper på fra fem til otte huse ad gangen, hvoraf det nuværende område fire blev afsluttet i 1958 som det sidste. Tilbage var et areal på ca. 5400 m², som konsortiet i 1959 tilbød Hasseris Kommune at købe tilbage.

Dette spørgsmål drøftes i Hasseris Sogneråd den 15. juni 1959, hvor man kan læse følgende i protokollen: ”Evt. erhvervelse af areal i Solbyen til offentlig formål. – Udsattes på nærmere undersøgelse bl. a. af mulighederne for eventuel udlægning af legeplads på en del af arealet, medens resten skal bebygges.”

Sognerådet gjorde sagen færdig allerede på sit næste møde den 10. august 1959, hvor det er noteret i protokollen: ”Udsat fra sidste møde. Formanden oplyste, at ejerne har tilbudt kommunen, matr. nr. 1ci, Aalborg ldg., for en pris af 75.000 kr. Det vedtoges med 6 stemmer at bemyndige K og R udvalget at erhverve ejendommen for højst den nævnte pris. Det forudsættes herved, at der så vidt muligt frastykkes en del af arealet til bebyggelse. Den socialdemokratiske gruppe samt sognefoged Th. Jensen undlod at stemme.”

Det var den besked som Kasse- og Regnskabsudvalget fik af Sognerådet, og med det uformelle netværk, der eksisterede, blev salgsprisen det maksimale beløb på 75.000 kr.

Men hvorfor opgav konsortiet sit eller sine byggeprojekter på legepladsen, og hvorfor købte Sognerådet grunden tilbage til en relativ dyr pris? Var det på grund af en helt bestemt pressionsgruppe i Solbyen?

Foreningen til Markens bevarelse.

Lige fra de første beboere flyttede ind i 1948, var der mange børn i Solbyen, som jo var henvist til at lege i området, når de ikke var i skole.

Det var der også gode muligheder for, idet Solbyen var omgivet af marker mod syd og vest, og mod kridtgrav og plantager mod nord.

Udklip fra Aalborg Stiftstidendes bykort fra 1957.

Ikke mindst Brammers plantage, der afgrænsede Solbyen mod nord i området mellem Kridtgraven og Jagtvej, og Kragelunds plantage, der lå på den anden side af Jagtvej mellem Kridtgraven og Folehavevej. Strøybergsvej nåede på dette tidspunkt kun til Folehavevej. Kragelunds plantage havde børnene adgang til, da flere af ejernes børnebørn boede i Solbyen. Området var et sandt eldorado for områdets børn på dette tidspunkt fortæller Peter Laurberg, der boede i Solbyen 47 sammen med sin far og mor og 2 mindre brødre. På marken (nu legepladsen) blev der bygget en by af jordhuler i hjørnet op mod plantagen med bålpladser. I øvrigt foretog man sig det, som alle børn leger, når de ikke er overvåget af voksne.

Men den resterende byggetomt blev naturligvis også inddraget i legen. Arealet henlå som en græsmark, men børnene havde med passende hjælp opsat fodboldmål af nedgravede lægter med overligger. Når græsset blev for højt, arrangerede børnene kollektiv græsslåning med forældrenes græsslåmaskiner.

Rygterne eller planerne om den forestående bebyggelse på den sidste del af Solbygrunden, fik imidlertid børnene til at tage sagen i egen hånd, fortsætter Peter Laurberg.

Skitse til en beliggenhedsplan for bebyggelse på legepladsen udarbejdet af fa. Nellermann i 1959.

De stiftede en forening med det sigende navn Foreningen til Markens bevarelse med Peter Laurberg som formand. Marken var den daværende betegnelse for legepladsen. Foreningens formål var at skaffe den nødvendige kapital til at køb jorden.

Og så gik den vilde jagt på at samle penge ind. En løbende indtægtskilde var kontingentet fra de børn, der var medlemmer. Kontingentet var 25 øre pr. uge – som jo var en ikke ringe størrelse i den tids købekraft.

Yderligere kapital blev skaffet ved at indsamle brugte aviser, som børnene cyklede ned og solgte til Mejer-Antonsen, salg af amerikansk lotteri m.v. Foreningens kreativitet og engagement kom blandt andet til udtryk ved, at i et hus, hvor forældrene ikke var hjemme, blev køkkenet inddraget til vaffelbageri, og så blev foreningens medlemmer ellers sendt fra hus til hus for at modtage bestillinger, bage vafler og levere de bestilte vafler ud i hele Solbyen.

Et andet, og nok så virkningsfuldt initiativ var, at foreningen sendte et brev til Hasseris Sogneråd og klagede sin nød over udsigten til at deres dejlige tumleplads ville forsvinde. Argumentet var blandt andet, at kvarterets små haver ikke var store nok til at lege i.

Peter Laurberg erindrer, at Sognerådet reagerede på brevet, og besøgte området. Efter besøget lovede Sognerådet børnene, at de fik lov til at beholde deres legeplads.

Børnene var naturligvis både stolte og glade, men blandt de voksne blev der hvisket, at en vis hr. Christiansen i nr. 41, vist nok havde haft en finger med i spillet. Selvom Kaj Christiansen først blev valgt ind i Hasseris sogneråd i 1962, havde han tilsyneladende allerede i 1959 en god dialog med sine senere sognerådskolleger.

At børnenes initiativ og engagement havde påvirket Sognerådets medlemmer, får man bekræftet meget senere af daværende sognerådsformand Axel Stoustrup. I begyndelsen af 1990 henvender Poul Kroon, der var en af initiativtagerne til at bevare legepladsen, sig til Axel Stoustrup, for om muligt at finde støtte mod et nyt attentatforsøg med legepladsen.

Axel Stoustrup svarer Poul Kroon i et meget venligt brev den 12. februar 1990, hvori han redegør for Sognerådet omsorg for børnenes ve og vel i Solbyen, og at Sognerådet havde præciseret over for byggekonsortiet, som ønskede at købe den grund som områderne to til fire ligger på, at den del af arealet, der lå ud mod kridtgraven, skulle være legeplads for kvarterets børn.

Brevet fortsætter med at omtale en henvendelse, som Sognerådet modtog fra Solbyens børn om, at der ikke var plads til at lege i de små haver. Denne henvendelse havde rørt sognerådsmedlemmerne meget.

Axel Stoustrup omtalte også, at Sognerådet ligefrem havde været indstillet på at forære arealet til Solbyens beboere for at sikre legemulighederne for børnene, men at de ikke fik det ført ud i livet, før kommunesammenlægningen i 1970 gjorde det umuligt.

Som en parentes oplyser Axel Stoustrup endvidere i brevet, at billedhugger Lund Jensen har lavet skulpturen Konen med æggene i rådhushaven, ligesom samme kunstner har lavet giraffen på legepladsen i jernstænger, så børnene kunne kravle i den.

Som det fremgår af sognerådets forhandlingsprotokol, var købet betinget af, at der skulle bygges på en del af legepladsen. Ved at læse videre i protokollerne helt frem til kommunesammenlægningen i 1970 kan det konstateres, at spørgsmålet om at føre beslutningen om bebyggelse ud i livet, aldrig blev fulgt op.

Årsagen hertil kan der jo kun gættes om, men en forklaring kan udmærket være, at byggevilkåret for købet skyldtes, at der var politisk uenighed om såvel køb som formål, og at det var den måde man kunne få det daværende sogneråd med på at tilbagekøbe grunden – oven i købet til en relativ høj pris. Og så blev spørgsmålet om byggeri ikke taget op igen, formentlig fordi der ikke længere var politisk stemning herfor.

Tilbage til det nye attentat.

Allerede den 8. november 1989 sidder initiativgruppen atter til møde med rådmand N. P. Kjærgaard Nielsen fra Teknisk Forvaltning. Ejerlavet er endnu ikke dannet, så den gamle initiativgruppe måtte i gang igen.

Denne gang drejer det sig om et projekt, hvor Aalborg Kommune i samarbejde med fa. Nellemann var i færd med at udarbejde et planudkast, der blandt andet omfattede Solbyens legeplads.

Planudkastet gik i korthed ud på, dels at anlægge stier ved Kridtgraven, og at disse stier skulle finansieres ved at udstykke Solbyens legeplads til 20 rækkehuse, dels at opføre haller til kommerciel ketchersport m.v. ved siden af børnehaven på Gl. Åvej.

Initiativgruppen var dygtige forhandlere. Konklusionen på mødet blev, at rådmanden satte det videre planlægningsarbejde i stå, indtil der havde været afholdt et offentligt møde om sagen.

Dette møde blev afholdt den 12. december 1989. Der var et overvældende fremmøde af ca. 150 beboere fra hele området omkring Kridtgraven. Det blev gjort klart fra mødedeltagernes side, at man ikke ønskede det påtænkte byggeri på legepladsen, ligesom man heller ikke ønskede de nye sportshaller ved siden af børnehaven. Rådmanden konkluderede herefter, at han ville tage indtrykket fra mødet med på juleferie. Det blev åbenbart en god juleferie, for planerne blev taget af bordet.

Det blev også klart for alle, at nu hastede det med at få etableret et forum, der kunne tale beboernes sag overfor myndighederne. Der blev derfor besluttet blandt mødedeltagerne at indkalde til et stiftende møde om etablering af et ejerlav den 9. januar 1990 i Hasseris Kirkesal. Mødets formål var dels at få stiftet et ejerlav, dels at få drøftet spørgsmålet om en eventuel overtagelse af legepladsen og få udpeget en delegation, der på ejerlavets vegne kunne forhandle videre med kommunen.

Det stiftende møde blev holdt i Hasseris Kirkes sal, og den 17. januar 1990 meddeles Aalborg Kommune, at Solbyens Ejerlav er under stiftelse. Dette for at møde op til møde med rådmand N. P. Kjærgaard Nielsen med et kraftigere mandat den 25. januar 1990, hvor det ville blive meddelt, hvad der var kommet ud af rådmandens juleferie. Her meddelte rådmanden, at planen var taget af bordet. Solbyens Ejerlav fremførte herefter, at man ønskede at legepladsen skulle forblive som kommunalt grønt område. Også dette indvilgede kommunen i og tilføjede, at man arbejdede for at få en lokalplan for området i løbet af året. Kan man forestille sig hvilken tilfreds delegation, der herefter drog hjem til Solbyen?

Om det var denne succes, der var skyld i at det videre arbejde med at etablere ejerlavet gik lidt i stå, vides ikke, men det var jo noget som travle mennesker skulle få op at stå i fritiden. Imidlertid var der hårdt brug for ejerlavet, for et lokalplanforslag for hele Villabyen var på trapperne, og i sådanne situationer var det hensigtsmæssigt at have et ejerlav bag sig, når argumenterne skulle vægtes. Men initiativgruppen er den 25. november 1990 nødt til at bede om fuldmagt til at repræsentere Solbyen i et nært forestående møde om den nye lokalplan.

Men i foråret 1991 bliver Solbyens Ejerlav en realitet, idet der den 5. marts holdes et konstituerende møde, hvor vedtægterne bliver vedtaget og underskrevet af den første bestyrelse, der bestod af Poul Kroon, N. O. Fruensgaard, Mogens Jensen, Jørn Held og Peter Hjorth.

Det var så en foreløbig afslutning på historien om Solbyen. Offentliggørelsen vil forhåbentlig medføre, at nye oplysninger eller “historier i historien” kommer frem, og de vil fint kunne indpasses efterfølgende.

Denne tekst er ajourført den 16. februar 2008.

Download også denne lille bog: Solbyen i Hasseris ISBN 87-991063-1-0